Spring til indhold

Lyngå

Velkommen til landsbyen midt i det naturskønne Favrskov

Udstillere i konfirmandstuen i august.

Udstillere i konfirmandstuen i august.

Indlæser kort...

Dato/klokkeslæt
01/08/2012
00:00

Lokation
Konfirmandstuen

Kategorier
Ingen Kategorier


 

Der vil være adgang til konfirmandstuen tirs., ons., tors. og fre. 8.00-15.00. Dog vil der være dage, hvor der er andre arrangementer. 

Anne Marie Vældgård – Re-design

 Re-design-tanken er et aktuelt begreb, og ud over det miljømæssige aspekt kan det vel bedst forklares som genbrug tilsat personligt præg. Min interesse ligger i det tekstile – dvs. at give nyt liv til brugt bolig- og beklædningstekstil. Og udfordringen i at ”finde på” ligger for mig altid og lurer, akkompagneret af mandens røst i baggrunden: ”Smid det dog uuud”!. Ved nærmere eftertanke har jeg været på ”stoffer” siden jeg kunne håndtere nål og saks og har produceret – i første omgang dukketøj – fra jeg kunne nå pedalen på min mors gamle Singer trædesymaskine. Og længe inden der overhovedet var fokus på genbrug, var jeg i fuld gang med at sy om, udsmykke og tilrette. Da jeg for snart 10 år siden arvede min mors ufattelige produktion af broderier og andet håndarbejde, tog ”dillen” rigtig fart. I stedet for at lade denne skat mørne i en skuffe på loftet, tog jeg den i brug – afmonterede og klippede med hård hånd, så ”arven” blev revitaliseret og kom til at indgå i mit eget liv. Sådan at den korsstingsbroderede grøftekant til vægeophæng blev del af en sommerbluse, en gammel dug blev en sjov jakke osv. I dag er trædemaskinen udskiftet med up to-date elektronisk maskinpark, der kan langt mere end jeg nogensinde får brug for, og hvor softwaren dertil i sig selv er en udfordring af de større. Og skatten fra min mor er tilsyneladende uudtømmelig, da der bliver ved med at kunne findes en lille mellemlægsserviet eller noget, der lige kan bruges. Men selvfølgelig kaster jeg mig også over alt muligt andet, vævet eller strikket, der udviser potentiale. Inspiration har jeg hentet bl.a. fra diverse løse kurser rundt om i landet, men først og fremmest fra nogle ugeophold på Skals Håndarbejdsskole, der er en oase af kreativitet, fordybelse og ro. Arbejdsmæssigt bruger jeg også hænderne, nemlig som organist i Sjørslev/Almind/Lysgaard pastorat mellem Kjellerup og Viborg. Jeg bor på Godthåbsvej mellem Lyngå og Skjød.

Tove Skipper, Lyngå – fotografi

 Jeg er meget fascineret af naturen, de skiftende årstider, vejret og den næsten altid flotte himmel. Dette vil jeg dele ved at udstille mine naturbilleder. Billederne er opsat på lærred, hvilket jeg synes giver det enkelte foto lidt mere. At tage billeder i naturen er blevet min hobby gennem de sidste fem år. Jeg har været ansat i Hadsten Bank i næsten 31 år, men fratrådte primo 2011. Kræfterne var ikke til at gå på arbejde mere, idet jeg har en følgesvend i sygdommen sclerose. Nu nyder jeg at være hjemmegående og efter jeg anskaffede mig en el scooter kører jeg ofte ture i naturen. På denne kan jeg komme lidt tættere på det hele og bedre mærke vejr og vind. På turene medbringer jeg selvfølgelig altid mit kamera. Gennem de sidste to år er det blevet til godt 3000 km på el scooteren og mindst lige så mange billeder. Disse ture nyder jeg, og har her valgt at vise et lille udpluk af mine foto opsat på lærred – håber andre kan få lidt fornøjelse af, at se disse.

 

 

Del på Facebook

Nyhedsbrev

Kommende aktiviteter

<< maj 2024 >>
mtotfls
29 30 1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31 1 2

Tag et kig i arkivet